Organist Roma Korbas bød velkommen i en propfyldt kirke og indledte selv en festlig aften med uddrag af César Francks Pastorale op. 19 – et lifligt stykke spillet med lethed og charme.
Derefter var det Skalakorets tur til at synge julen ind med en ny adventssalme “Hold håbet op”, hvor den stærke soprangruppe startede blidt, med en kærlig fylde fra de andre stemmegrupper. Stemningen blev holdt i “Hvad der gør jul til noget særligt”, efterfulgt af den livlige “Giv mig en jul” som med frisk rytme og skæve toner lod de dybe stemmegrupper komme til deres ret. Det gode tempo fortsatte i den velkendte “Velkommen igen Guds engle små” og koret sluttede melodisk og følsomt med “Den nat af alle nætter”.
Efter fællessalmen “Blomstre som en rosengård” var det så os fra Bramming Mandskor der stillede sig under alterbuen og indledte i middel styrke med “Skyerne gråne”, efterfulgt af den mere pompøse “Lovsang”, som, efter publikums reaktion at dømme, bidrog til glæde og forundring over den klang som kun voluminøse mandestemmer kan give. “Stille nat”, mere lydsvag og melankolsk, og så de to rytmiske, engelske stykker “Angels from the realms of glory” og “Ding dong, merrily on high” lykkedes dog lige så fint, trods lidt opstartsproblemer i sidstnævnte.
De tre dirigenters vidunderlige sang-trio var dog aftenens musikalske højdepunkt. Brynhild med sin klare og klokkerene sopran, Kirstine med lidt mere anonym men velafstemte alt-underlægning, og Arjan, sikker mandestemme med stort register og variationer. De tre gav os en frisk og fænomenal “Strålende Jul”.
Brammingkoret havde i år musikalsk ledsagelse af Andreas Tophøj på violin og Anders Ringgaard Andersen på harmonika og trækbasun. I “Det første lys” og “Maria gennem torne går” gjorde det flot syngende kor sig gældende. Der er sikre kvindstemmer og imponerende mandestemmer, som trods få i antal, giver rigelig og smuk klang. Harmonikaen indpassede sig med lange toner, men violinens bueføring kunne jeg godt have ønsket mig mere let og symfonisk i stedet for den lidt korte, hårde – folkemusiske tilgang, som ikke altid “sang” med koret.
At violinen og harmonikaen formåede dette hørte man dog i de lidt længere mellemspil og i den tredje sang, “Fra himlen kom” og ikke mindst i instrumentalduoens senere solostykke “Hyrdemarch”. Dette dejlige stykke førte os svømmende, drømmende ind i et musikalsk univers, hvor violin og harmonika flyder umærkeligt sammen til en vidunderlig helhed. Brammingkoret sluttede i frisk tempo med “Lad det klinge” og “De hellige tre konger”.
Til slut sang de 3 kor fælles “Lovet være” og Berggrens udgave af”Glade Jul”.
Knud Riis Andresen
