Ansgar kirkes menighedsråd havde som de tidligere år inviteret Brammings 3 store kor til afholdelse af julekoncert. Organist Roma Korbas startede med at spille en dejlig Mendelsohn-fuga på orglet. Herefter var det vores tur. Vi sang “Født blandt fromme”, “Maria gennem torne”, “Nu tændes tusind julelys”, “Ave Maria” og “Rudolf med den røde tud”. Det lød for mig som det bedste vi har præsteret de sidste 3 måneder, og Arjan var vist også tilfreds med os!
Herefter overtog Skalakoret og Brammingkoret “koncertrummet” med dejlig velklingende korsang, og ikke mindst bød de 3 dirigenter Arjan Catsburg, Kirstine Frost Jessing og Brynhild Tophøj på en trio af høj musikalsk kvalitet! Ledsaget af en indlevende og smukt tilbageholdende pianist, Margrethe Hedegaard Rasmussen, sang de “Der er noget i luften” og “We wish you a merry Christmas” klokkerent, følsomt og velafstemt. Brynhilds sopran er enestående voluminøs, ren og dog så lys, let og “u-affekteret” i klangen at hun fortjener en sen karriere som lieder-sangerinde. Det var professionelt og en trio som vi ser frem til at høre igen til næste år!