Trods folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet, var der mødt ca 40 mennesker op for at høre os i Jels kirke. Straks efter bedeslagene indledte vi med “Morgensang af Elverskud”. En god måde at starte på, helt uden introduktion og snak, og det blev der da også kvitteret for med bifald fra publikum. Vores dirigent, Arjan Catsburg, havde forberedt koncerten godt og gav på en rolig og informativ måde publikum indblik i korets sammensætning og sangene i vores repertoire. Vi fortsatte med “Lovsang” og “Lily of the Valley” før første fællessalme. Morten Elmkvist og Arjan satte herefter lidt humør i kirkesalen ved at spille “The Entertainer” på et velklingende klaver. Akustikken i kirkesalen var også rigtig god for både publikum og kor. Vi kunne fint høre hinanden og afstemme klangbilledet efter dirigentens anvisninger. “Danmark i 1000 år”, “Bramming Mandskor i 100 år” og “I Danmark er jeg født” var de næste 3 sange, før Arjan spillede orgelvariationer af J. Pachelbell, hvilket fik vist orglets spektrum af registre. Den dejlige fællessalme “Det dufter lysegrønt af græs” var forløber for vore 3 mere “pop”-agtige sange, “You’ll never walk alone”, “I stjernelys og månestråler” og “You raise me up”. Fællessalmen “Sig månen langsomt hæver” og korets signatur-aftensang, “Ro tyst” afsluttede en rigtig god koncertaften i Jels Kirke.
-
Kommende begivenheder