Brammingkoret lagde ud med Lucie A.M. Jørgensen som solist i “Blomstre som en rosengård”. Med varm og rund, fyldig klang fyldte hun rummet og lagde tonen an til noget der blev en forrygende god koncert!
Koret supplerede solisten velafstemt, og havde til sæsonen indøvet 4 choraler af Bachs juleoratorium. Skønt få mænd i koret bidrog de sikkert og voluminøst til at lægge den typisk Bachske rytmiske bund bag de smukt svævende melodier.
Skalakoret imponerede på samme måde med en sjældent hørt harmoni og renhed. Nye numre og nye solister – og som altid en sprudlende friskhed!
Vi selv, i Bramming Mandskor, sang 5 sange. Vi lagde ud med 3 kendte, dejlige julesange og fik så med hjælp af organist Roma Korbas leveret vores nye numre, “More love to thee” og “Never walk alone”. Bifaldet og smilene fra salen støttede vores egen fornemmelse af at vi gjorde det godt!
Højdepunktet – i år igen – var dog de 3 dirigenters Trio-optræden. De sang “Julen har englelyd” og “Sikken voldsom trængsel”. Kirstines, Arjans og Brynhilds stemmer har en samklang og en sikkerhed som gør det hele så dejligt at høre på. Lidt mere blødhed i sopranstemmen i år understregede naturligheden, afstemtheden og varmen således at publikum gribes!