Årets første korprøve var en “åben korprøve”, hvor nye mænd var inviteret til at prøve at være med for at se om det at synge i mandskor er noget for dem.
27 medlemmer var mødt op og hele 8 nye, yngre mænd havde fundet mod til at prøve at synge med!! som vanligt startede vi med fællessang fra DGI-sangbogen. Formanden, Svend, bød velkommen og fortalte lidt om koret. Dirigent, Arjan, havde forberedt nodehæfter til de nyankomne og vi startede indøvning af en ny sang,”Nu skal vi ha’ gilde”. Det endte med at vi fik den nogenlunde lært og senere på aftenen kunne synge den som 3-delt kanon. 4 stemmig sang blev præsenteret for de nyankomne ved trinvis demonstration af “Olsen Banden”‘s stemmegrupper. Efter pausen var der lille gennemgang af den 4-stemmige sats til “Der er et yndigt land”. Om nogle af de nye kunne synge med på den høje tenorstemme i nationalsangen, opdagede jeg ikke, men forhåbentligt kan tenorgruppen udvides med en mand eller to!?
I pausen serverede Leif (på korets vegne) champagne i høje glas og kransekage. Jo, det var en helt royal nytårskur!